Derfor skal du spise ingefær

Hvis du ikke er hoppet på trenden med at drikke ingefærshots endnu, så skulle du virkelig overveje at gøre det. Der er nemlig masser af gode grunde til, at ingefær er blevet så populært. Ikke alene har det en uimodsigelig effekt på forkølelse, det smager også helt fantastisk, når man først lærer at bruge det.

Ingefær styrker immunforsvaret

Ingefær stammer oprindeligt fra Asien, hvor planten har været flittigt brugt i madlavningen i århundreder. Den skarpe og gennemtrængende smag giver et lækkert pift til de retter, hvor den indgår, og roden kan bruges i både hovedretter og desserter.
Ingefær har blandt andet et højt indhold af antioxidanter og er derfor med til at styrke immunforsvaret generelt. Der er altså god grund til at gøre det til en fast ingrediens i dit køkken, og da ingefær er utroligt alsidigt, er det ydermere nemt at variere brugen af det.

En nem måde at få den sundhedsfremmende rod ind i sin daglige kost på er at vænne sig til at bruge lidt revet ingefær som pynt på maden. Da smagen er stærk, skal der ikke bruges store mængder, men en lille teskefuld er tit passende. Revet ingefær kan også med fordel tilsættes for eksempel råkostsalat eller blandede salater. Laver man en wokret eller noget andet hurtigt på stegepanden, er det også nemt lige at smide en håndfuld revet ingefær i her.

Ingefær er godt for blodomløbet

Udover at være generelt styrkende for immunforsvaret, har ingefær mere specifikt en positiv virkning på blodomløbet. Det skyldes til dels at ingefær har et højt indhold af kalium. Kalium virker blodtryksregulerende ved at få kroppen til at udskille mere natrium (salt) gennem nyrerne, og dermed opretholde en bedre saltbalance. Ingefær er altså en fantastisk allieret i kampen mod forhøjet blodtryk.
Alle disse grunde gør derfor ingefær til et levnedsmiddel, der bør have sin faste plads i dit køkken, hvis det ikke allerede har det. Start eventuelt med at drikke en kop ingefær-te med citron hver morgen for at vænne dig til smagen. Derfra kan du så udvide brugen til resten af din madlavning.