Vil du også gerne køre længere på literen? Her er 3 råd til at skulle tanke sjældnere. Det er både godt for din brændstoføkonomi og for miljøet.

Når du sidder bag rattet, er der flere ting, du kan gøre for at køre grønnere og billigere. Inden da spiller andre faktorer ind, såsom dit valg af bil i forhold til dit kørselsbehov.

Regn på det

Ofte må du give en højere pris for en miljøvenlig bil. Alt efter hvor meget du kører, kan det måske betale sig for dig at give det mere. Det kan du regne på ved at bruge et gennemsnit for brændstofpriserne, da priserne jo går op og ned.

Husk også at medtage i din investeringsberegning, at du selvfølgelig også skal betale renter af et højere beløb, hvis du investerer i en lidt dyrere bil. Medregn også, hvor længe du forventer at beholde bilen.

Se langt frem

At se langt frem handler ikke kun om, hvor længe du forestiller dig at beholde din nye bil, men også at se langt frem på vejen.

For jo længere du kigger frem på vejen, når du kører i trafikken, jo bedre vil du kunne vurdere, hvor meget du skal trykke på speederen, i forhold til hvor du er lige nu. Her har det både betydning, hvordan vejen drejer, hvilken farve lysreguleringen står på lige nu, hvor mange biler der er, og hvor tæt trafikken er. Jo mere opmærksom du er på trafik- og vejforholdene, desto mindre vil du komme til at trykke unødvendigt på bremsen og speederen.

 

Hvor langt bør man så kigge frem? 200 meter er et godt bud. Og naturligvis skal det gøres på en måde, hvor du ikke overser vigtige ting i trafikken og på vejen tættere på dig.

Kør i højest mulige gear

Ved at skifte gear så tidligt som muligt, så du altid kører i det højest mulige gear – i forhold til din hastighed – kan du spare brændstof. Naturligvis handler det ikke om at køre i så højt et gear, at bilen accelererer rigtig langsomt. Du skal naturligvis kunne glide med trafikken i en ret stabil fart. Det vigtigste er, at du ikke bliver for længe i de lave gear, der brænder mere benzin/diesel af.

Hvor tidligt kan man så skifte? Det ved du bedst ved at lytte til bilen. Du kan også se på omdrejningstælleren:

  •      I nyere benzinbiler kan du skifte ved omkring 1500 omdrejninger
  •      I ældre benzinbiler er det cirka 2000-2500 omdrejninger.
  •      I dieselbiler er det ved omtrent 2000 omdrejninger.

God brændstofvenlig kørsel.